Om mit teoretiske & erfaringsmæssige afsæt

Formålet med denne side er at give dig et indblik i mit konfliktfaglige ståsted, fra et teoretisk og erfaringsmæssigt perspektiv.

Den refleksive model

Der er forskellige ”skoler” eller tilgange til konfliktmægling, f.eks. den ”kognitive”, ”narrative” og ”humanistiske tilgang”. Jeg er uddannet indenfor den såkaldt ”refleksive” skole, der også kaldes den ”skandinaviske model”. Denne tilgang er karakteriseret ved, at vi kan inkludere forskellige elementer fra de andre skoler.

Den refleksive model hviler desuden på et værdigrundlag og nogle grundantagelser, der former den praktiske tilgang til mæglingen. I korte træk, bygges der på nedenstående syn på konflikt og konfliktløsning.

Konflikt defineres som ”uoverensstemmelser, der indebærer spændinger i og mellem mennesker”. Ud fra dette konfliktsyn kan der altså godt være tale om en konflikt, selvom det ikke er alle, der har erkendt eller anerkendt konflikten.

Konflikter er et livsvilkår. De er en naturlig del af livet for alle mennesker, og hvis vi er i stand til at undersøge konflikterne fra både vores eget og modpartens perspektiv, så kan det være berigende, både personligt og i relationen.

Parterne er ”eksperter på deres eget liv”. Det er med andre ord parterne selv, der bedst kender deres egen livssituation, hvorfor de i mæglingen også er ansvarlige for indholdet. Mæglerens rolle er til gengæld at facilitere en konstruktiv proces, som fremmer ægte dialog og giver hver part mulighed for både at lytte til den anden og selv føle sig hørt.

Det er en grundantagelse, at parternes adfærd og tanker udspringer af nogle underlæggende værdier, som de kan være mere eller mindre bevidste om. Der tages derfor typisk udgangspunkt i parternes individuelle adfærd, tanker og fortolkninger af konkrete hændelser, hvorefter dialogen gradvist bliver mere undersøgende ift. de underlæggende følelser, behov og værdier.

Hvad konfliktmægling kan, og IKKE kan

På baggrund af ovenstående teoretiske redegørelse, vil jeg her give et personligt bud på, hvad konfliktmægling kan, og hvad det IKKE kan.

Kan alle konflikter løses gennem konfliktmægling?

I princippet, ja, men i praksis, nej. Desværre er det ikke alle konflikter, der kan løses gennem konfliktmægling – det er i hvert min erfaring, både som mægler og som et almindeligt menneske med egne konflikter.

”Det er parterne selv, der ejer konflikten”, og derfor vil resultatet af mæglingen også afhænge af de individuelle parters evne, vilje, lyst og mod til at deltage ærligt og autentisk i forløbet med mægleren og de øvrige parter.  

Er alle konflikter egnet til mægling?

Der kan være konflikter, hvor én eller flere parter af forskellige årsager ikke ønsker at deltage, eller ikke føler sig klar til at bidrage aktivt til konfliktløsning. Og da det er et grundprincip, at parternes deltagelse bør være frivillig, så er det ikke alle konflikter, der egner sig til mægling.

Derfor indleder jeg altid en konfliktløsningsproces med individuelle samtaler med konfliktens parter, og nogle gange udmunder sådanne afklarende samtaleforløb i egentlige mæglinger, hvor parterne bringes sammen. Andre gange kan mistilliden være for stor, eller der kan være andre grunde til at én eller flere parter ikke ønsker at deltage i mægling – og det er selvfølgelig helt OK.

Konfliktløsning som en mulighed, ikke en garanti

Når parterne vælger at deltage i mægling, kan stemningen være præget af skepsis, mistillid og andre ubehagelige følelser, særligt i de første minutter.

Som mægler er det min opgave at skabe trygge rammerog dermed give parterne så gode forudsætninger som muligt for at indgå i en ærlig dialog. Ofte sker der på et tidspunkt en form for ”gennembrud”, hvor parterne begynder at erkende og sætte ord på de underlæggende følelser, behov og værdier hos sig selv og den anden. Når dette sker, er der mulighed for personlig udvikling og en form for brobygning, som endda kan føre til tættere relationer end før konflikten.

I andre tilfælde sker et sådant gennembrud ikke, og måske bliver en eller flere parter tværtimod bekræftet i, at konflikten ikke kan løses, eller at der skal noget andet til end konfliktmægling. Det er min oplevelse, at parterne også i disse tilfælde er bedre stillet end før mæglingen, fordi de gennem forløbet har opnået større indsigt og dermed et bedre grundlag for at beslutte, hvad der så skal til.

Selv hvis parterne ikke har nærmet sig hinanden, kan der i den afsluttede aftalefase indgås pragmatiske aftaler, som gør det lettere for hver af parterne at leve med konflikten. Endelig kan mægling også føre til en form for afklaring, hvor en part erkender et personligt behov for at afbryde kontakten, eventuelt for en tid.

Konfliktmægling er ikke terapi

Endelig er det vigtigt at understrege, at konfliktmægling IKKE er en form for terapi. Konfliktmægling handler dybest set om dialog mellem mennesker, og i nogle tilfælde skal der andet eller mere til. Der kan eksempelvis være psykiske lidelser eller andre barrierer, som fordrer et andet forløb, end det jeg kan tilbyde.