Tag et kursus i "den svære samtale"

Hvorfor er den svære samtale, svær?

Noget af det der kan gøre samtalen svær, er at der er noget vigtigt på spil hos den ene eller begge parter. Det kan bringe store følelser frem, og måske må du endda selv kæmpe med at håndtere dine egne følelser samtidigt med at du skal forsøge at forholde dig konstruktivt til den anden.

I den svære samtale må du også kunne finde et ståsted, hvor du på den ene side er personlig og autentisk, og på den anden side professionel, og du må kunne navigere i krydsfeltet mellem hvad der hører modpartens privatliv til, og hvad der er relevant at tale om i en arbejdssammenhæng.

”De ord og den adfærd du vælger, åbner for bestemte
handlinger og løsninger – og lukker for andre”

Demonstration

Hvad indeholder kurset?

Et kort kursus varer i udgangspunktet tre dage men kan også gøres lidt længere eller kortere, eller eventuelt deles op i særskilte kursusdage, alt efter jeres ønsker og behov.

Vi vil arbejde med eksempler og cases fra jeres egen hverdag, og I kommer til at diskutere, erfaringsudveksle og træne både forberedelsen og de forskellige faser i den svære samtale.

Det teoretiske grundlag hentes især i den ”løsningsfokuserede tilgang” og den socialkonstruktionistiske pointe, at vi skaber virkeligheden gennem vores ord og handlinger. Vores sprog og adfærd har konsekvenser, og den tilgang du vælger, åbner for bestemte handlinger og løsninger – og lukker for andre.

Derudover henter jeg også inspiration i ”den refleksive tilgang”, hvor vi kommer til at arbejde med anerkendende kommunikation og aktiv lytning.

Min baggrund for at undervise i den svære samtale

Mit eget erfaringsgrundlag stammer bl.a. fra min tid i politiet og arbejdet med voldsramte kvinder og mænd. Som konfliktmægler har jeg også faciliteret samtaler om konflikter på arbejdspladsen, familiestridigheder og mødet mellem gerningsperson og den der har været udsat for en forbrydelse (i politiets konfliktråd).

Jeg har undervist tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter i emnet og har en solid psykologifaglig baggrund med specialisering i arbejds- og organisationspsykologi og konflikthåndtering.