Bliv en dygtigere historiefortæller

– og øg din personlige gennemslagskraft og indflydelse

Er du leder, HR-konsulent, tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant – eller er du bare nysgerrig på, hvordan du kan øge din personlige indflydelse? Så tag et kursus eller temadag om historiefortælling, og skærp din evne til at flytte mennesker og holdninger.

Hvad indeholder kurset?

På 2-dages kurset om ”Historiefortælling som redskab til at flytte mennesker og holdninger” kaster vi først lys på, hvilke fortællinger, der omgiver dig og bidrager til at forme din hverdag – og herunder hvilke interesser der mon ligger bag fortællingerne, og hvordan de påvirker dig selv og dine kollegaer. Derefter gør vi historiefortælling til et aktivt redskab i din værktøjskasse – et værktøj som vil øge din personlige gennemslagskraft og personlige indflydelse.

Det teoretiske afsæt er også vigtigt at forstå, da det vil skærpe din forståelse for, hvad der virker og hvorfor. Vi kaster derfor et blik på ´socialkonstruktionismen´ og antagelsen om, at vi former verden gennem vores ord og handlinger. I din egen og andre organisationer foregår der derfor en løbende forhandling og genforhandling af virkeligheden, hvor nogle historier svækkes, mens nye kommer ind og påvirker kulturerne, meningsdannelsen og identiteterne hos dig selv og dine kollegaer. Og på den måde fremmer de stærke historier en bestemt adfærd og handlemuligheder, mens andre bliver sværere.

Demonstration

Et eksempel om modstand mod den nye afdelingsleder

”Vi havde det fantastisk på arbejdet. Men så kom den nye afdelingsleder, Pia. Pia er ikke ligesom hos, og hun er bestemt ikke én af os. Vi siger det ikke højt, men vi anerkender hende ikke som leder”.

Tænk engang over, hvilke handlemuligheder den fortælling muliggør, og hvilke handlinger der til gengæld bliver sværere. Overvej f.eks., hvor gode er Pias muligheder for at indføre nye initiativer på arbejdspladsen? Hvordan vil den nye kollega mon blive påvirket af fortællingerne om Pia? Og endelig, hvordan kan Pia selv forsøge at opbygge nye, konkurrerende fortællinger, som vil øge hendes indflydelse og handlemuligheder…

Mød Jesper Borg – din underviser, rådgiver og sparringspartner

Jesper Borg har gennem syv år i PET omfattende erfaringer med historiefortælling som redskab til at flytte mennesker, holdninger og adfærd. Fra sin karriere i efterretningsbranchen har han også unikke erfaringer med ”ud-af-boksen-tænkning”, og med at omsætte sine psykologiske indsigter i praksis.

Jesper har desuden en solid psykologfaglig indsigt gennem flere års efteruddannelse ved Aalborg og Københavns universiteter, og han har siden undervist i en række emner som præsentationsteknik, motivation og faget Organisation og arbejdspsykologi på akademiuddannelsen i ledelse.